Et hjem på Højsletten

Højsletten er hjem for 24 voksne med betydelig og/eller varigt nedsat funktionsevne. Her får den enkelte støtte til hverdagens gøremål og mulighed for at leve et liv med egne valg, nære relationer og fællesskab.

Højsletten er et kommunalt døgntilbud, som ejes af Herlev Kommune. Tilbuddet åbnede den 1. september 2001 og drives efter servicelovens § 108.

Beboerne har forskellige ønsker og behov for hjælp. Vi tilrettelægger derfor støtten individuelt og i samarbejde med den enkelte. Det kan være pædagogisk støtte og vejledning til praktiske opgaver, sundhedsmæssige forhold eller sociale aktiviteter og relationer.

Støtte som en del af hverdagen

Det pædagogiske arbejde foregår i de opgaver, rutiner og aktiviteter, som hverdagen består af. Nogle indsatser foregår individuelt, mens andre finder sted i grupper, hvor beboerne kan deltage sammen med andre.

Vi arbejder med aftalte mål og følger løbende op på, om støtten fortsat passer til beboerens behov. Når forudsætningerne ændrer sig, tilpasser vi hjælpen. Beboeren inddrages efter egne muligheder og støttes i at bruge sine færdigheder og deltage aktivt.

Vores faglige tilgang tager afsæt i KRAP, hvor vi har fokus på ressourcer og møder beboeren med anerkendelse. Vi søger at forstå den enkeltes perspektiv og skabe rammer, der gør hverdagen tryg og overskuelig.

Eget hjem og indflydelse på eget liv

Den enkelte bolig er beboerens hjem. Vi respekterer beboerens ønsker til indretning, besøg og hverdag og yder støtte, hvor der er behov for det. Hvert år laver vi en konkret, skriftlig aftale med beboeren om, hvad medarbejderne må og ikke må i boligen.

Indflydelse gælder også det fælles liv. På beboermøderne i husene kan beboerne tage emner op, komme med ønsker til ture og aktiviteter og drøfte det, der har betydning for hverdagen på Højsletten.

Du kan læse mere om støttens indhold og omfang i Herlev Kommunes ydelsesbeskrivelse for Højsletten under Ydelser.